søndag den 16. oktober 2022

Dronningen af Tearling

 


Fakta: 

Forfatter: Erika Johansen Forlag: People's Press Årstal: 2016 Udgave: 2
Sprog: Dansk  Originalsprog: Engelsk Sidetal: 456
Genre: Fantasy, Aldersgruppe: 15+ Eksemplar: Købt

Resumé: 


 Kunne du forstille dig at bo i eksil, dybt inde i en skov i dine første 19 år, kun for at blive hentet fordi ens mor er død, og man bliver den næste dronning? Det skete for Kelsea.
Hentet af dronnings livgarde - hendes nye livgarde, for at blive bagt hjem til Tearling. 

Men det er ikke uden farer at hun må ud på den lange rejse, og ikke mindst at hun bliver dronning.
Hendes vigtigste arv fra hendes mor, er en krystal - en Tearling-safir, og med denne går hun hendes kampe i møde, både de gode men også dem der måske kan koste hende livet, eller hele Tearling-regionen. 

Er magien i hendes safir stærk nok - og træffer hun de rigtige valg? Og hvad med hendes livgarde, er de til nogen hjælp overhovedet.

Anmeldelse:

Da jeg først fik øje på Dronning af Tearling, var jeg en anelse usikker på om bogen var noget for mig. Men da jeg først kom i gang skal jeg lige love for at jeg blev tryllebundet. Der er en god rød tråd igennem hele bogen, og Erika Johansen skriver fortryllende. 

Man følger primært Kelsea og hendes mange oplevelser, mens man sammen med hende tager beslutninger, hvilke man håber er de rigtige. Beslutninger som ikke altid er de nemmeste, og man kan nogle gange nå at tænke at det måske ikke lige er det rigtige valg denne gang. Kelsea står dog fast på hendes handlinger. 

Man får også et indblik i en anden vigtig person, nemlig "Den røde Dronning" og hendes tanker, beslutninger og handlinger er en del anderledes end Kelseas, eller er de...

 Den eneste ulempe for mig, er at nogle af kapitlerne er lange. Det kan være lidt svært at nå at læse et helt kapitel af gangen, på en 30min togtur, når der gerne er lange kapitler ind imellem, men så må man jo bryde læsningen kortvarigt, til turen går hjem igen.

Jeg kan helt klart anbefale at læse hele trilogien omkring Kelsea og Tearling. Din fantasi vil elske dig for det. 

🌟🌟🌟🌟🌟🌟/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar